Danmarks Radio har åbnet for annoncering på selskabets web-site. I forbindelse med den kommende slutrunde i VM i fodbold vil man opleve banner-annoncer for Synoptik på DR Sportens del af DR.dk.
Der er tale om, at Synoptik sponsorerer den såkaldte “Dong”-tjeneste, der er særlig interessant i forbindelse med netop denne slutrunde. Mange kampe spilles i arbejdstiden, og gennem “dong” tjenesten kan man via sin computer blive løbende opdateret på udviklingen i kampene, mens man passer sit arbejde. Det er DR, der har rettighederne til live transmissioner på nettet.
Synoptik gennemfører under slutrunden en omfattende kampagne, og sponsoratet tilfører kampagnen en ekstra dimension.
Strategien er skabt af Carat, og hele kamapgnen er mere indgående beskrevet i det nye nummer af Markedsføring, som udkommer på torsdag.
Årsagen til, at DR har åbnet for annoncering/sponsorering på nettet skal ses i forlængelse af, at DRs bestyrelse også har accepteret sponsorering i forbindelse med sports-udsendelser på tv. Det er således også kun DR Sportens aktiviteter på nettet, der er åbne for kommercielle aktiviteter. Og det vil ske under stramme begrænsninger, understreger redaktionschef Peter Nørlund.
– Vi vil ikke give køb på æstetik og brugervenlighed og man vil aldrig komme til at opleve vores site klistret til med banner-annoncer, pop-ups og den slags. Synoptik kan heller ikke markedsføre tilbud. De kan bruge vores site til at brande deres navn, siger Peter Nørlund og tilføjer, at det således er et eksklusivt miljø, Synoptik får lov at optræde i.
Samarbejdet med Synoptik i forbindelse med VM-slutrunden skal evalueres med henblik på, om DR Sporten fortsat vil tillade kommercielle aktiviteter samt i givet fald rammerne for dem.