Fremstødet sker som et led i en ny strategi, hvor DR Salg vil mere ud blandt potentielle kunder.
Når franskmændene tænder for deres fjernsyn i fremtiden, skulle DRs røde logo gerne dukke op på deres skærme lidt oftere. Det er i hvert fald håbet hos DR Salg, der på tirsdag den 13. juni laver et særligt eksportfremstød for DRs tv-programmer i Paris. Det sker over en hel dag i Det Danske Hus på Avenue de Champs-Élysées nær Triumfbuen i den franske hovedstad. Her kan tv-indkøbere og fagfolk få en smagsprøve på, hvad DR sender, og hvad de samtidig har mulighed for at købe. Indtil videre har 16 tv-stationer og 24 indkøbere meldt, at de kommer.
– Fremstødet skal ses som et led i en ny strategi, hvor vi vil prøve at komme mere ud til kunderne og forhåbentligt også få fat i indkøbere, som vi ikke møder på de store internationale salgsmesser, hvor der traditionelt bliver handlet tv-programmer, forklarer chefen for DR Salg Helene Aurø, der også planlægger fremstød i Italien og Tyskland snart.
De franske tv-købmænd vil blandt andet blive præsenteret for dokumentarprogrammerne ‘De falske børn’ og ‘En russers hævn’, for Steffen Kretz’ interviewserie ‘De skrev historie’, mindekoncerten for bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, den prisbelønnede Karen Blixen-dokumentar, små H. C. Andersen-eventyr for børn samt DRs dramaserier ‘Nikolaj og Julie’, ‘Krøniken’ og ‘Rejseholdet’. En serie om det globale miljøs historie får de også lejlighed til at gennemse.
Blandt de DR-programmer, som franske seere allerede har haft chancen for at se er for eksempel ‘En kongelig familie’, dramaserierne ‘Dybt vand’ og ‘De udvalgte’ samt gamle jazzprogrammer med Duke Ellington. MSOL