Berlingske og PeopleGroup har netop ansat to af Danmarks mere farverige programfolk som kanalchefer. Mikael Bertelsen og Mads Brügger får således i fremtiden ansvaret for den del af Radio 24syvs programflade, som ligger udover nyheder og aktualitet.
De skal ikke blot sikre, at Danmarks nye public service holder et højt kvalitetsniveau, men også udvikle nye og overraskende bud på moderne taleradio, lyder det fra Jørgen Ramskov, direktør for Radio 24 syv.
 – Jeg er utrolig stolt over, at vi kan præsentere to så erfarne og prisbelønnede programfolk, som radioens kommende kanalchefer. Mikael Bertelsen og Mads Brügger er indbegrebet af eftertanke, dybde, originalitet, humor og uforudsigelighed. Med dem i spidsen, skulle der være en vis garanti for at Radio 24 kommer til at leve op til kravene om at levere nytænkende radio af høj kvalitet, siger han.
Mikael Bertelsen var i perioden 2003-2006 programredaktør på DR2, og stod bag en række populære tv-formater som, ”Jul på Vesterbro” og “Drengene fra Angora”. Mads Brügger har en mangesidet radio- og tv-produktion bag sig, heriblandt debatskabende programmer som “Danes for Bush” og “Det Røde Kapel”, hvoraf sidstnævnte vandt i 2010 Sundance Film Festivals World Cinema Documentary Competition.
Sammen har Mads Brügger og Mikael Bertelsen produceret en række radio- og tv-programmer som ”Den 11. time”, dokumentarserien ”Quatraro Mysteriet” og senest litteraturprogrammet ”Læsegruppen Sundholm”. 
Med ansættelsen af Mikael Bertelsen og Mads Brügger er ledelsen af Radio 24syv på plads. Udover de to kanalchefer består ledelsen af nyhedschef og stedfortrædende radiodirektør, Suzanne Moll og radiodirektør, Jørgen Ramskov.