Hele Europa skal fejre 50 års Melodi Grand Prix med et overdådigt jubilæumsshow som DR skal skabe. Showet transmitteres til 28 lande, og et stort antal internationale Grand Prix-personligheder vil gæste showet, som kulminerer med kåringen af alletiders bedste grand Prix-sang. 14 nominerede sange bliver fremført live, og en telefonafstemning i alle de lande, der viser showet, skal kåre vinderen.
Hele showet er en markering af 50 året for Eurovisionens Melodi Grand Prix – eller Eurovision Song Contest, som det hedder i udlandet. Den europæiske tv-union EBU bad sidste år medlemslandene om at komme med forslag til et jubilæums-show, og af de indkomne forslag var det DRs jubilæums-show, der faldt i EBUs smag.