DR har i dag fremsat sit forslag til en ny mediepolitisk aftale, der skal fremtidssikre kvaliteten af DR’s programmer, samt muliggøre udbygningen af DR’s programmer på andre platforme. DR foreslår, at økonomien fremtidssikres, ved at der i den kommende aftaleperiode sker et løft på halvanden procent i licensen – udover pris- og lønudviklingen. Samtidig opfordrer DR til, at det såkaldte licensloft fjernes.
”Danskernes medieforbrug står over for markante ændringer i de kommende år. Og hvis danskerne også i fremtiden skal sikres public service i samme omfang og på samme niveau som i dag, skal DR have de rette udviklingsmuligheder, når Folketinget i den kommende tid tager fat på at forhandle en ny mediepolitisk aftale på plads for perioden 2007-2010,” hedder det i en pressemeddelelse fra DR.
– Det er nu, vi skal forberede os på de nye krav, som allerede i dag bliver stillet til DR som landets mest mangfoldige medievirksomhed. Især ser vi tendensen hos de yngre generationer, der i stigende grad får deres informationer fra andre medier end radio og tv. Det kræver derfor både investeringer og beslutninger i dag at sikre public service for alle i fremtiden,” siger DRs bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen, der udover licensforøgelsen også foreslår, at rettighedsreglerne moderniseres, så de svarer til det 21. århundredes digitale mediebillede.
– Vi ser allerede, hvordan medieforbruget har ændret sig hastigt med internettet, sms’er, bærbare mp3-afspillere og meget andet. Hvis vi også i fremtiden skal kunne levere public service til alle, skal alle også kunne modtage de public service-programmer, de ønsker – og de skal kunne gøre det, hvor og hvornår de gerne vil. Vi vil gerne fortsat give danskerne en fælles ramme og noget at samles om, men bliver der ikke taget højde for forandringerne, risikerer DR at blive overhalet af udviklingen, så public service kun bliver for de få, siger DRs generaldirektør Kenneth Plummer.