Siden Sky Radio og Radio100 gik luften i november, har Danmarks Radios fire landsdækkende radiokanaler måttet aflevere markedsandele til de kommercielle radio-kanaler. DRs lytterandel er faldet fra 69.2 procent i november 2003 til 63.6 procent i marts måned. Men ved de seneste lyttertal har DR vundet noget af det tabte terræn tilbage. Det viser de seneste lyttertal fra Gallup.
Dermed er DRs andel nu atter på niveau med december 2003, som var den første hele måned efter monopolbruddet.
De nye lyttertal viser, at de kommercielle stationer næsten alle går tilbage i den nye lyttermåling. De kommercielle stationers samlede markedsandel er gået tilbage fra 32.9 procent i marts til 31.4 procent.
Set på lytterandel er det i april gået tilbage for alle de tre største kommercielle radioer. Sky Radio går tilbage fra 6.4 til 5.9 procent i share fra marts til april. Radio 100 FM står for den største tilbagegang fra 5.6 til 4.0 procent i share. Og endelig går The Voice tilbage i share fra 4.0 til 3.8 procent.
Samlet går SBS Radio som udover The Voice også tæller Radio 2 og Pop FM, dog frem i lytterandel fra 7.0 til 7.5 procent.
Salgsnetværket, Det Danske Radiobureau, som udover Radio 100 FM bl.a. også tæller de dagbladsejede radioer går derimod tilbage fra 16.2 til 14.7 procent. Og DDR beholder sin stilling som den største kommercielle radioudbyder i Danmark.
P4 er fortsat landets største radiokanal med mere end 2,4 millioner lyttere om ugen, viser Gallups lyttertal for årets tredje måned.


De 10 største radiostationer i april 2004 (målt i lyttere pr. uge)

1. P4 2.409.000
2. P3 1.963.000
3. Sky Radio 1.090.000
4. P1 760.000
5. The Voice 727.000
6. Radio 100FM 682.000
7. P2 463.000
8. Radio 2 420.000
9. DR Klassisk 256.000
10. Pop FM 287.000

De 10 største radiostationer i april 2004 (målt i share i procent)

1. P4 38.6 %
2. P3 17.5 %
3. Sky Radio 5.9 %
4. Radio 100FM 4.0 %
5. P1 5.7 %
6. The Voice 3.8 %
7. P2 3.0 %
8. Radio 2 2.1 %
9. Pop FM 1.1 %
10. ANR Hit FM 1.0 %