Først besluttede DR2 sig for at droppe den satiriske julekalender H*A*S*H, der fra tirsdag skulle have været sendt på kanalen. Julekalenderen, der er en dukkeanimationsserie om hashrygende soldater i “Problemistan”, blev taget af programmet, fordi den ifølge chefredaktør for DR2 Arne Notkin ganske enkelt ikke var morsom nok.
– Denne her er simpelt hen ikke sjov nok. Man griner ikke, forklarede Arne Notkin således tilbage i september.
Men måske får DR2-seerne alligevel mulighed for at se serien – eller dele af den. Det bekræfter Arne Notkin nu, efter at producenterne bag serien har klippet om i den. Serien får ham dog stadig ikke til at slå sig selv på lårene af grin, tyder det på.
– Nu har vi set otte af de nye afsnit, og nogle af dem holder og er blevet forbedret væsentligt. Det er stadig ikke så sjovt, men der er noget interessant i dem. Det er en dukkeæstetisk oplevelse. Nu venter vi, til vi har set alle 24 afsnit, og så beslutter vi, om vi skal sende nogle af dem i starten af det nye år. Men det bliver jo så ikke som julekalender, men den har heller ikke noget med jul at gøre, tilføjer han.
/ritzau/