Efter flotte seertal på premiereudgaven af DR2 Udland, blev det hurtigt hverdag for Danmarks Radios nye globaliserede nyhedsmagasin. Første udsendelse dukkede op på skærmen mandag aften kl. 19.30, og havde et seertal på 102.000, hvilket er meget flot i DR2 sammenhæng. Men allerede dagen efter var seertallet skrumpet ind til 58.000. Altså næsten en halvering.
Chefredaktør på DR2 Arne Notkin er ikke overrasket over dykket.
– Den første dag blev programmet spottet både i TV-Avisen kl. 18.30 og i Deadline kl. 17.00. Det gjorde programmet ikke anden dag. Desuden er det lettere at fjerne en nedgroet negl end at ændre seervaner. Den målgruppe, vi vil ramme, skal vænnes til, at der er noget værd at se i fjernsynet kl. 19.30, siger han.
Han understreger dog, at 58.000 seere ikke er tilfredsstillende.
– Vi skal op og ligge omkring de 100.000. Men vi er indstillet på, at det er et langt sejt træk, siger Arne Notkin.
ac