Danmarks Radios afgående nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen, har takket nej til at fortsætte i en stilling som kommunikationsdirektør. I stedet har hun valgt at forlade DR med øjeblikkelig virkning.
– Jeg er ked af, at Lisbeth Knudsen ikke bliver en del holdet. Hendes bidrag gennem de seneste otte år har været af stor betydning for DR, og den vision, hun i 1998 blev ansat til at gennemføre, ser nu dagens lys i DR’s nye nyhedscenter i DR Byen. Personligt vil jeg savne hende, siger generaldirektør Kenneth Plummer til DR Nyheder.
Lisbeth Knudsens afgang sker som en konsekvens af, at der ikke er fundet plads til hende i den nye direktion, der reduceres fra seks til fire personer.
Ifølge Kenneth Plummer skal DR organiseres på en måde, så der frigøres flere penge til programmer og til at udvikle flere originale programkoncepter og tjenester.
Den nye DR-ledelse kommer til at bestå af fire personer: Generaldirektør Kenneth Plummer, mediedirektør Lars Grarup, direktør for programproduktion Lars Vesterløkke og en endnu ikke ansat økonomidirektør.
Stillingen som radiodirektør bliver nedlagt, men den hidtidige
radiodirektør, Leif Lønsmann, bliver i Danmarks Radio i en anden funktion.
Danmarks Radios bestyrelse besluttede også i går, at TV-Avisen ikke
længere skal sende nyheder om morgenen. TV-A Morgen lukker ved årsskiftet./ritzau/