Det kan godt være, svenskerne kan slå os i fodbold, tennis og ishockey, men på nettet er de godt og grundigt bagud. I Sverige taber online-markedet momentum med forrygende hast, formentlig fordi eksponeringspriserne er og har været for høje.
− Det svenske online-marked tabte 31 pct., hvis vi måler januar 2009 i forhold til januar 2008, og det er sket selv om search-markedet er vokset. Mit gæt er, at det norske marked har udviklet sig tilsvarende, siger den digitale direktør hos GroupM Henrik Abraham.
Han hæfter sig ved, at omsætningen på det svenske mediemarked generelt er faldet med 24 pct. fra januar til januar, hvilket betyder, at online-omsætningen falder mere end gennemsnittet. ”Og det er ulogisk,” siger Henrik Abraham.
I Danmark faldt mediemarkedet generelt med 8 pct., mens online voksede med 29 pct. Det sidste tal indeholder også den eksplosive vækst på search.
− Den mest åbenlyse forklaring må være, at i Sverige og Norge har man i mindre udstrækning indbygget eksponerings-garantier i online-annoncering. Man køber groft sagt bannere efter samme skabelon, som man køber annoncer i dagblade. Du køber bannere i f.eks. en uge af gangen uden efterregulering af priserne i forhold til den reelle eksponering.
Det virker jo helt oldnordisk? Hvorfor er det en mulig model i 2009?
− Nu skal man passe på med at generalisere, men efterspørgslen efter online-annoncering har været helt enorm i Sverige, og derfor har der ikke eksisteret det samme markedspres, som vi kender i Danmark. En anden forklaring kan være forhandlingskulturen, der er enormt forskellig i Danmark i forhold til resten af Norden. Danskerne bliver kaldt Nordens arabere, fordi vi har en forhandlingsapproach, der adskiller sig meget fra den svenske og norske.
Men online burde jo indebære målinger af effekten ved annonceringen?
− Jamen det, vi ved, er, at kontaktpriserne er væsentligt højere i Sverige og Norge, end de er i Danmark. Det kan kun betyde, at vi herhjemme er bedre til at skabe værdi for vore online-kunder. Ellers er det svært at forklare, hvorfor det danske online-marked på annonce-siden voksede med 29 pct. fra januar 2008 til januar 2009. Det kan ikke kun skyldes, at vi startede fra et betydeligt lavere niveau.
Hvis Danmark er vokset på online med 29 pct., hvad forventer du for året som helhed?
− Det er svært at spå, når vi ikke kender dybden af krisen, men jeg tør godt sige, at vi vokser 15-20 pct. for 2009 som helhed, slutter Henrik Abraham.