Jakob Dreyer og Peter Kvetny, der ejer kommunikations-virksomheden Dreyer & Kvetny er udtrådt af bestyrelsen for virksomheden. Men den nyhed skal ikke opfattes som dramatisk – tværtimod karakteriserer Jakob Dreyer det som en spændende og glædelig udvikling.
– Vi har i flere år arbejdet frem mod at professionalisere vores ledelse ved at have en fuldt ekstern bestyrelse. I første omgang ved at have Henrik Mansfeldt Witt som formand. I en periode har vi så kunnet øve os på, hvad det vil sige at referere til en bestyrelse. Der har for os ikke været nogen tvivl om, at hvis vi skal tage den nye bestyrelse alvorligt, så skal vi ikke selv sidde i den. Vi skal fungere på lige fod med almindeligt ansatte direktører, siger Jakob Kvetny.
Der er dog ikke sket ændringer i ejerforhold. Det er fortsat ham og Peter Kvetny, der ejer virksomheden.
Kommunikationshuset består af fire selskaber – reklame, web, pr og organisationsudvikling – og de selskaber, hvor der er andre direktører end Jakob Dreyer og Peter Kvetny, refererer disse direktører også direkte til bestyrelsen.
Henrik Mansfeldt Witt fortsætter som formand, mens Hans Gundesen (tidl. Grey topchef) og Ronnie Saul er indtrådt.
– Vi er et kommunikationshus, der arbejder meget integreret, og derfor er vi utroligt glade for, at få Hans Gundesen med. Han har en meget bred indsigt i kommunikations-branchen. Hertil kommer Ronnie Saul, som vi ser som en af landets bedste iværksættere, og han kan bidrage med innovation og forretningsudvikling, siger Jakob Dreyer. fin