For få år siden medførte sammenblandingen af sport og alkohol flest klager over alkoholproducenters markedsføring. I dag er det færdigblandede drinks rettet mod unge. Det fortæller Håndhævelsesudvalgets årsberetning 2004.
Udvalget modtog i 2004 19 klager over markedsføring af alkoholdige produkter. Det er flere end året før, men fortsat et beskedent antal. Af de 19 klager er 17 afsendt af Alkoholpolitisk Landsråd, der er paraplyorganisation for alkoholfri organisationer i Danmark.
Alkoholproducenterne har i alle afgørelser fulgt Håndhævelsesudvalgets afgørelser.
I årsrapporten siger udvalgets formand, advokat Ejvind Sandal:
– Det er glædeligt at kunne konstatere, at de indklagede øjeblikkeligt har efterlevet udvalgets afgørelser. I 2004 er det således på ny bekræftet, at de vejledende regler for markedsføring af alkoholdige drikkevarer fungerer effektivt og efter hensigten. Håndhævelsesudvalget ledes af en uafhængig formand og repræsenterer forbruger- og erhvervsinteresser.