– Med polaroid kommer du anderledes tæt på dine motiver, fortæller portugisiske Victor De Mello, der har boet og arbejdet som fotograf de sidste halvandet år i Danmark, hvor han nu har sin faste base. Mens mode- og reklameopgaver for magasiner og kunder i Portugal, Spanien og Schweiz også er en del af hans faste repertoire.
Han har arbejdet som fotograf de sidste 3-4 år, og før det har han bl.a. tilbragt tiden foran kameraet som model. Og så har han levet sit liv på fem kontinenter, hvilket hans stil som fotograf også bærer præg af.
– Jeg fotograferer kun “noget med sjæl”, og er fascineret af kroppens form, seksualiteten og dramatikken. Min stil er meget “latino”, fortæller fotografen, hvis billeder bedst kan betegnes som drømmende med et skær af “blur”.
Og her adskiller han sig fra den mere typiske danske fotostil, der er mere ren, og med Victor De Mello’s egne ord, en smule præget af Janteloven.
– Danmark er et dejligt land, og her er meget rent og pænt. Hvis du som fotograf kun har boet og arbejdet her, så bliver din stil også præget af det meget præcise og lidt kolde, og ja, ofte kan man se Janteloven skinne igennem de ellers meget flotte fotos, påstår latino-fotografen, der mener at det er vigtigt som fotograf at komme ud og lade sig inspirere af andre kulturer.
De bedste fra alle kulturer
Han har siden han var 17 år rejst rundt i hele verden, bl.a. som model. Og det har bragt ham til fem kontinenter, hvor han har taget det bedste fra alle kulturer med sig og skabt sin helt egen stil. Nu er hans base Danmark, hvor han bor med sin danske kæreste og her bliver han boende.
– Jeg har rejst og oplevet mens jeg var ung, nu er jeg kommet over de 30, og har fået behov for en fast base, hvor jeg bl.a. kan bearbejde alle de indtryk, som jeg har fået fra hele verden, siger Victor De Mello, der også godt er klar over, at hans stil efterhånden også vil blive præget af den skandinaviske.
– Jamen sådan er det jo, og det er da også en stil, der fascinerer mig. Men jeg har jo stadig berøring med “verden udenfor”, hvor jeg bl.a. arbejder for internationale modeblade som Cosmo og Elle, men også for danske, der er så forskellige som Free og magasinet Bryllup, fortæller fotografen, der på trods af sin specielle stil ikke har haft problemer med at få opgaver i Danmark.
Ikke fotos men images
– Jeg har været meget privilegeret, og har været heldig med at få både mode- og reklameopgaver her i landet.
Men selv om han også gladeligt takker ja til reklameopgaver, så vil han betegne sig selv som mode- og portrætfotograf.
– At arbejde som reklamefotograf giver gode penge, men her ligger rammerne meget fast, og jeg kan ikke lave det, der tænder mig mest, nemlig at fange sjælen.
– For mig er det jeg laver ikke fotos, men images. Forstået på den måde, at mine billeder skal kunne holde. Det handler nemlig ikke om det tøj modellen har på, men om den sjæl eller det “moment” som kameraet opfanger lige nu og her. Mine billeder skal give et kunstnerisk indtryk, uden et “time-element”. Den der ser skal have en oplevelse, og derfor arbejder jeg altid med, at et billede fortæller sin helt egne historie, forklarer Victor De Mello og pointerer:
– Du skal kunne føle modellen foran dig, og så skal du kunne lide mennesker, ellers kan du heller ikke få øje på sjælen bagved.
BOX
Victor De Mello deler sammen med en anden fotograf studiet I-Track Studio. På hjemmesiden: www.victordemello.com, kan man se flere billeder, taget gennem den latino-inspirerede fotograf’s kamera.