Så oprandt dagen. Dagen, hvor jeg endelig brød sammen og gjorde noget, jeg havde forsvoret, jeg nogensinde ville gøre. Noget, jeg i de første 30 år af mit liv ikke anede eksistensen af, og som jeg derefter i de næste 3 havde hånet højlydt som det mest amerikanske og overflødige, – det mest eklatante spild af tid. Men så gik jeg i fælden.
Jeg gik på nail clinic og fik manicure og pedicure.
Under pres, ganske vist. Min meget amerikanske, særdeles velplejede og helt usandsynligt gravide veninde Daphne fik mig til det. Hun var ved at forberede sig på snart at skulle transporteres til en fødeklinik. Og et af de centrale spørgsmål var, hvilken farve neglelak, hun skulle have på hænder og fødder. På grund af hendes størrelse og tilstand tilbød jeg naturligvis at hjælpe med at bugsere hende rundt, og således også til negleklinikken. Og for nu ikke at skulle blive helt desperat i ventetiden, lod jeg mig overtale til også selv at få en omgang. Så, kære læser, det var således af ren nød og høflighed, at jeg brød med mine ellers stærke principper.

DET GøR MAN BARE
Nail clinics findes på næsten hvert gadehjørne i San Francisco. Og aldrig har jeg set så mange kvinder med perfekte (lange) negle og tæer i obskure farver. En renskuret, kortklippet klør fem, hvis vigtigste fortrin er, at den ikke har været neglebidt i mindst to år, er ikke i høj kurs hér. Men jeg havde længe klaret mig med at stikke hænderne i lommerne. Eller bare lade mig placere i kategorien “stakkels, uoplyst udlænding“. Alligevel nagede det lidt. Selvom jeg ikke blev hevet til side og diskret blev bedt om at “bringe orden i de sager“, så tog jeg mig selv i at blive mere og mere besat af at kigge på mine medsøstres hænder.
Hvordan kunne de se så pæne ud altid? Jeg begravede mine egne hænder i lommerne igen og spekulerede på, om amerikanerne har et særligt “negle-gen“. Et gen, der tillader deres negle at gro ud i tomme-lange længder. Uden at knække, flosse og sprække.
Men der er selvfølgelig en forklaring. Omend ikke en naturlig forklaring. På de nail clinics, som disse kvinder frekventerer, får man jo ikke bare klippet negle med en tre-i-éner. De får simpelthen kunstige negle klistret på eller malet på med silikone. Ha! Jeg burde have gættet det. De snyder. Selvfølgelig. Også på dette område er det tilladt og naturligt at fuppe sig igennem til det perfekte udseende. Jeg var nu ikke helt sikker på, at jeg havde lyst til at hoppe på den vogn. Alene ordet silikone. Hvad ville det næste ikke blive?
Man kan dog godt sno sig uden om silikone-behandlingen, fandt jeg ud af. Så jeg nøjedes med først at lade hænder og fødder nedsænke i en balje sæbevand. Derefter blev de nusset og masseret efter alle kunstens regler. Og jeg huskede pludseligt, hvor kilden jeg var under fødderne, da der skulle files og gøres ved. Ikke særligt lady-like eller rutineret vred jeg mig og fnisede højlydt under denne del af behandlingen. Men jeg endte da med at se helt ordentlig ud med en french manicure og en fin farve på tæerne. Min veninde godkendte mig i hvert fald.

AT LADE SIG FORKæLE
Men hvad jeg egentlig ville illustrere med dette eksempel er amerikanernes prioritering af dét at lade sig forkæle og servicere. Uanset hvor travl en hverdag man har (eller hvor højgravid man er!), er der altid tid til en manicure. Det er en nødvendighed. Og ikke kun i det øvre sociale lag. Det kan godt være, at man ikke har råd til designer-tøj, men der skal være alvorligt kludder i privatøkonomien, førend der ikke er plads til en tur på nail clinic hver 14. dag.
Det er en menneskeret at stikke af fra hverdagen, sætte sig til rette og simpelthen ikke kunne lave noget “fornuftigt“ i en god times tid. Jeg var spændt på at se, hvad kvinderne fik tiden til at gå med, medens de var der. De travle, effektive business-women. Intet! Absolut intet. De small-talkede og læste i dameblade (det sidste var nemmest, når det var fødderne, der var under behandling). Men jeg så ingen mobiltelefoner og hørte ingen “sælg, når den rammer kurs 140“. Man snakkede om de seneste nyheder, og om hvilke farver der nu stod bedst til lyse sommerkjoler.
Som “vi-er-alle-lige-dansker“ følte jeg mig lidt underligt tilpas med sådan passivt at lade mig opvarte. Dog kunne jeg godt bagefter mærke, hvor afslappet det havde gjort mig. Solen skinnede lidt mere, himlen var lidt mere blå, og jeg følte mig egentlig ret lækker, omend ingen andre rigtigt kunne se forandringen. For jeg havde sko og strømper på, og jeg havde stadig hænderne begravet i lommerne.

TID TIL OPLEVELSER
Men amerikanerne er gode til at lade sig opvarte. Og villige til at betale for det. Der er et enormt marked for intangibles i USA. Hermed menes ting, man ikke kan tage og føle på i samme udstrækning som et nyt kakkelbord til sofagruppen. Ting med en indre værdi. Oplevelser.
Og der er en hel del prestige i de uhåndgribelige ting. Et af de mest værdifulde goder i dagens Amerika, og i store dele af den vestlige verden er tid. Tid til at pleje sig selv og sin familie. Det mest blærede, en topleder kan sige, er: “Jeg får 8 timers søvn hver nat“. Så har man succes.
Så det gælder om at kunne fortælle sine omgivelser om, hvor mange indholdsrige ting, man foretager sig. Og det gælder om at vise, at man har tid til at foretage sig dem. Herunder også manicuren, selvom det er en lille detalje. Og det er ikke ligegyldigt, hvad det er, man foretager sig.

EN INTENSIV-KUR
At tage på weekend-kur til et “spa-bad“ er det helt store hit. Hér frådser man i mudder-, mineral- og dampbade, man får massager i alle afskygninger, og man lader sig forkæle efter alle kunstens regler. Som regel er der restauranter tilknyttet stederne, hvor man får serveret mad, der passer til stedets profil. Nogle steder er det mikro-makro-mad, andre steder er det slankemad, og atter andre steder er det simpelthen bare gourmet-mad, der sørger for at man får en “total-oplevelse“ ud af sit ophold.
Men man kommer nu mest for at lade sig nusse og forkæle. Man bliver opslugt af en “Månebase Alpha-stemning“ og føler sig totalt afsondret fra den stressende hverdag. Intet minder én om Kosovo og aktiekurser, for man kan jo ikke medbringe sin pager, når man tøffer rundt i badetøj og badekåbe. Og det er lige netop dét, der er den virkelige luksus: Man kan lade som om, at tid og sted er ligegyldigt. Man køber en adgangsbillet til en mental genopladning, fordi der bare ikke er et eneste forstyrrende element inden for rækkevidde.
I en verden af stress og konstant tidspres er det en uendelig luksus.

HVERDAGENS KURE
Men det er ikke alle, der har tid eller råd til at tage på weekend-kur. Så må man klare sig med mindre. Men det er der råd for. Det amerikanske marked bugner af ting, der kan bibringe afslappelse og sjælefred. Det er tydeligt at se, at trenden med at søge indad, cocoone, og hvad man nu ellers kalder det, er i fuldt flor her. Et typisk amerikansk hjem var førhen blot et sted, man tilbragte natten, og hvis man lavede mad, bestod det i opvarmede doggy-bags fra den foregående dags restaurantbesøg. Man havde jo så travlt, at man aldrig havde tid til at være hjemme… Men nu er der stigende fokus på at skabe nogle trygge rammer. Man er ved at opdage værdien af at kunne genoplade. Og det er nu engang mest praktisk, hvis man kan gøre det hjemme hos sig selv og ikke behøver at arrangere kurbadsferier, hver gang man er stresset.

DER ER NOGET I LUFTEN
Bevæger man sig f.eks. ind i den nærmeste Pottery Barn eller andre bolig- og dingenot-forretninger, vil man straks se, hvad jeg taler om. Og lugte det. Her er fyldt med “atmosfære-ting“.
Jeg undgår med vilje at bruge ordet hygge, for det kan amerikanerne altså ikke finde ud af. Det ville være at misbruge det meget danske begreb. Amerikanerne kan f.eks. stadig ikke sidde 5 timer ved et julefrokost-bord. Måske de kommer dertil en dag.
“Atmosfære-tingene“ er dog uden tvivl et forsøg på at bevæge sig derhenad. De gør i hvert fald, hvad de kan for at skabe atmosfære. Og så er det jo “ting“. Atmosfæren er blevet materialiseret, så den kan købes. Det er man nemlig mest tryg ved.
Amerikanerne er blevet besat af at skabe “konceptuelle atmosfærer“ med dufte. Det gøres med olier, stearinlys med duft, sære sæber, røgelser og “room spray“. Man kan købe temaer. “Energy“, “Meditation“, “Calming“, “Sensual“, og hvad de nu ellers hedder. Man drypper lidt olie på den elektriske pære, tænder et par duftlys, sprøjter lidt roomspray i krogene og vasker sine hænder med sæben. Så er den hjemme. Så har man skabt atmosfære. Spiller man sin nyindkøbte CD med New Age-musik, er det næsten som at være på et af de dyre kursteder. Så er man i en anden verden. Og man er sluppet for at bande af med-bilisterne i bilkøen på vej derhen.

EN TREND?
Kan også danskerne vænnes til sådanne former for “oplevelses-kure“? Er der et (kommende) marked for at “få sig én på sanserne“ i Danmark?
Sandsynligvis.
Nu skal man tage den amerikanske forbruger med et gran salt. På min beskrivelse lyder han/hun umiddelbart lidt forskruet. Men der er ingen tvivl om, at også danskerne ser behovet for at kunne koble af på kortere og kortere tid. Behovet for on-off-knappen vil dog aldrig blive helt så grelt i Danmark. De danske 5 ugers ferie sammenlignet med de amerikanske 1-2 uger (og stort set ingen helligdage) gør deres til, at man i Danmark ikke har helt samme behov for at udnytte en forlænget weekend, som var det tre uger.
Men man har allerede set en tendens til at tage på miniferier relativt langt væk, – forlængede weekends i Paris og London var nærmest en utænkelighed for blot 10 år siden. Og det er ikke længere specielt tjekket at tage på charterferie, ligge ved en pool, blive stegt som en pattegris på en grill, alt imens man holder væskebalancen ved lige med kulørte drinks og ellers ikke ser andet end hotelværelset og de andre (danske) chartergæster. I dag tager man på “aktivitetsferier“, “kulturferier“ o.l. Så også i Danmark ser man tendensen til, at man helst skal foretage sig noget indholdsrigt, når man holder fri.
Vi har i mange år grinet af amerikanerne og deres “doing Europe in two weeks“. Men vi er selv begyndt at “gøre Paris“ på en weekend. Så hvad bliver det næste?

DEN DANSKE FORFæNGELIGHED
Hvad angår negleklinikkerne og kurstederne, tror jeg dog ikke, at den almindelige dansker er så modtagelig for inputs udefra. Danskerne er simpelthen ikke forfængelige nok. Desuden ligger det ikke til den danske mentalitet at lade sig opvarte på den måde. Grundlæggende er man opdraget til, at alle er lige. Og det harmonerer ikke med at lade andre nulre éns tæer mod betaling.
Men den danske forbruger kan godt flyttes. Man vil blot hælde mere til selvbetjening. Skumbade, massageolier, aromaterapi er allerede godt indarbejdede. Og man kan sagtens udvide markedet for produkter til “gør-det-selv-luksus“. Velvære, hygge og afslapning er jo meget dansk. Men produkterne skal kunne bruges inden for hjemmets fire vægge. Og de skal ikke sætte andre i sving end folk, der i forvejen befinder sig i éns intimsfære.

DANSKE DUFTE
Jeg tror på, at danskerne vil tage “den konceptualiserede atmosfære-bølge“ til sig. Måske vil man ikke gå så vidt som til at tænde røgelsespinde med “fla-u-duft“ den ene dag og “op-og-hop-duft“ den næste. Eller til at anskaffe sig hele serien fra aromaterapi-olien over duftlysene til og med håndsæben for derefter at lade indtrykket af væltet bordel stå skåret i luften. Men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig stearinlys med juleduft i december. Og blomsterduft for at tage hul på foråret i april. Bare for at understrege stemningen. Og hyggen.
Ganske vist vil mange nok hårdnakket påstå, at man aldrig, aldrig vil kunne putte den danske hygge på dåse. Eller at man kan være blasfemisk nok til alligevel at forsøge for derefter at markedsføre den.
Ikke desto mindre findes produkterne i dag. De er relativt enkle at få øje på (læs: at få næse for), hvis de er udstillet i butikker, hvor man ellers sælger hyggelige ting, – store som små. Og investeringen for forbrugeren er beskeden. Et duftlys til 50 kroner koster mindre end to pakker smøger. Og brænder garanteret længere. Barrieren for et prøvekøb er lav.

DRONNING FOR EN DAG, I DANMARK?
Som altid vil trenden blive afdramatiseret af den snusfornuftige dansker. Danskerne har ingen drømme om at blive dronning (eller konge) for en dag. De nærer ingen illusioner om, at man så skal betjenes fra top til tå og være feteret midtpunkt. En dansk dronning har i øvrigt slet ikke tid til at bruge en hel weekend på at få mudderbade og shiatsu-massage. Nej, hun kan godt selv vaske sig og gøre sig i stand.
Men der er altid tid til at hygge sig. Vi skal jo “ha det lidt godt“. Og så kan det være meget praktisk, at man kan tænde et par duftlys for at sætte turbo på sagen. Man er vel en moderne dronning, der følger med tiden og kræver effektivitet“.