KLUMME: Flere og flere virksomheder bruger sociale medier. Ifølge Danmarks Statistik er det i 2013 40 % af alle virksomheder, der benytter sociale medier.
SocialSemantic i samarbejde med Dansk Erhverv, CBS og Dagbladet Børsen undersøgte det samme i 2012 og nåede frem til, at 82 % af virksomhederne er aktive brugere af sociale medier. Forskellen skyldes givet den måde, respondenterne er rekrutteret på.
I Pipeline Communications har vi i efteråret 2013 gennemført en tilsvarende analyse af B2B-virksomhedernes brug af sociale medier og nåede frem til, at 58 % har en Facebook-side og 67 % havde en LinkedIn virksomhedsprofil.
Vores egen og andres analyser peger på, at nogle af de største forhindringer for at benytte sociale medier i endnu større omfang er, at man tvivler på, om man kan finde og supportere tilstrækkeligt med indhold, samt om det overhovedet kan betale sig at være social.
Spar flere penge
Vores analyse dokumenterede også, at 67 % af alle virksomheder har et nyhedsbrev eller lignende. I virksomheder med mere end 100 ansatte er det i praksis alle, der enten har et nyhedsbrev eller et kundemagasin.
Da jeg for mange år siden startede i kommunikationsbranchen, brugte virksomhederne enorme summer på at få produceret kundemagasiner o.l. I dag er det blevet meget billigere pga. af digitaliseringen, der har reduceret både distributions- og produktionsomkostninger.
Men det kan faktisk gøres endnu billigere og bedre – og samtidig løse mange virksomhedslederes udfordring med at finde content og ressourcer til brug på sociale medier samt se værdien af det.
Et gennemsnitligt digitalt nyhedsbrev på tværs af brancher og udformning åbnes af ca. 1/3 af modtagerne og ca. 3 % typisk klikker på et artikel-link. Hvis man tror, at det er væsentligt bedre med et trykt kundemagasin skyldes det primært, at man typisk lever i lykkelig uvidenhed.
Bliv Social og få added value
Flyt det redaktionelt relativt tunge nyhedsbrev over på sociale kanaler som Facebook, LinkedIn, Twitter og kombinér det med virksomhedens website. Det vil give en række fordele:
Udgivelseshyppigheden kan stige og man kan rent faktisk lade nyheden udkomme, mens den stadig er ny. Man vil få helt nye dialog-muligheder med kunder og andre interesserede, men først og fremmest vil man få nye muligheder for at ramme og påvirke personer, der ikke står på mailinglisten!
Med brug af de sociale mediers muligheder for sponseret content, kan man pushe sine nyheder til både meget brede målgrupper på f.eks. Facebook eller ramme helt præcist på LinkedIn, hvor man f.eks. kan sigte på økonomidirektører i Jernindustrien i København.
Pengene og tiden, man sparer på at droppe nyhedsbrevet, kan man passende bruge på at være ægte social sammen med sine kunder og i stedet for tager forbi med en personlig julehilsen..