Der ingen grund til panik. Danmark er verdensmester i eksport af butikskoncepter. Så markant lyder udmeldingen fra livsstils- og trendforsker Poul Erik Jakobsen, som mener, at man har for travlt med at gå over åen efter vand, når sigtekornet rettes ind mod dansk detailhandel.
Der er således for meget ”Tescoficering” i dansk detailhandel, og vi overser, at der er masser af internationale succeser i vores egen andedam, konstaterer Poul Erik Jakobsen og nævner Jysk, Ecco og Bestseller som nogle af de mest toneangivende spillere ud fra et internationalt perspektiv.
Det er bl.a. baggrunden for, at PEJ Gruppen 4. juni afholder retailkonferencen ”Store kæde- og butikscenterdag”, hvor der vil være lejlighed til at få indsigt i nogle af detailbranchens danske og internationale succeser.
En af dem er højaktuelle Lars Larsen, som fortæller om historien bag Jysk og om fremtiden som global virksomhed, ligesom han vil fortælle om baggrunden og strategien bag de seneste opkøb af Ilva og IdeMøbler.
Derudover vil Peter Bøgh Kerstens fra Ecco fortælle om skovirksomhedens globale ekspansion – med udgangspunkt i konceptet ”from cow to consumer”. Og Jacob Bahne vil desuden kunne fortælle om Bahnes flagskibsbutik i Fisketorvet, som har høstet international anerkendelse.
PEJ Gruppen vil ydermere give en update på de nyeste trends inden for retail og levere aktuelle insights om forbrugeradfærd og udviklingen i salgskanalerne.
Læs mere om konferencen her.