Go’on, der driver godt 150 tankstationer primært uden for de større, danske byer, trak stikket på årets store 2020-kampagne, da coronakrisen ramte og alt gik i stå.

I stedet valgte det danske benzinselskab at starte helt forfra i samarbejde med reklamebureaupartneren Envision.

Resultatet er nu i luften under navnet VisitUdkantsDanmark, der foruden at brande Go’on – der ser sig selv som en fortaler for det lokale Danmark langt væk fra de store byer – skal hjælpe udkantsområderne med at få hjulene i gang igen efter nedlukningen.

– Vi synes, det er fantastisk, at VisitDenmark nu laver massiv reklame for, at danskerne skal holde ferie herhjemme – også selvom det er på en kedelig baggrund. Vi vil bare gerne sikre, at hele Danmark får besøg og dermed en tiltrængt håndsrækning oven på nedlukningen af samfundet, lyder det fra Mick Kjær, administrerende direktør for Go’on, i en pressemeddelelse.

Kampagnens omdrejningspunkt er visitudkantsdanmark.dk, hvor lokale danskere kan dele deres yndlingssteder i nærområdet.

Peter Boe, Creative Director i Envision, forklarer i meddelelsen det kreative greb således:

– Traditionelt har turismekommunikation været fra turistkontor til turist – eller fra turist til turist efter fremkomsten af tjenester som Tripadvisor. Men nu outsourcer vi kommunikationen til dem, der for alvor ved, hvad de taler om. Nemlig de lokale, der kan guide dig væk fra de nedtrådte stier og hen til de oversete perler, som Tripadvisor aldrig har hørt om.

Udviklet på få uger

VisitUdkantsdanmark er udviklet og eksekveret på ganske få uger, oplyser Jesper Heinsvig, der er Client Service Director i Envision.

– Få timer inden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, var alle planer og oplæg for 2020 lige kommet på plads. Derefter gik alting i stå – og der gik nogle lange uger, før vi sammen med Go’on valgte at starte helt forfra, siger han.

Jesper Heinsvig fortsætter:

– Go’on har nemlig en vigtig agenda, der kun er blevet mere aktuel under krisen, og samtidig en position, der kalder på handling. Så vi skabte i stedet en ny kampagne, der forhåbentlig kommer til at gøre en reel forskel i den svære situation, Danmark er blevet kastet ud i.

Du kan se VisitUdkantsDanmark-filmen herunder efterfulgt af credits:

Credits

  • Kunde: Go’on
  • Marketingansvarlig: Adm. dir. Mick Kjær
  • Bureau: Envision
  • Client Service Director: Jesper Heinsvig
  • Project Manager: Gitte Kaas
  • SoMe Specialist: Sofie Nybye Fink
  • Art Director: Morten Kiilerich
  • Copywriter: Peter Boe
  • PR Specialist: Claus Quiding
  • Filmproduktion: GotFat
  • Digitalt bureau: Tea Solutions