Et markant flertal af Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforenings (DRRB) 81 medlemsbureauer har i dag stemt for, at DRRB fremover skal forene sine kompetencer med Dansk Erhverv.
‏– Det glæder mig meget, at vores medlemmer i dag har bakket op om bestyrelsens anbefaling om et tæt samarbejde med Dansk Erhverv. Samarbejdet vil åbne helt nye muligheder og perspektiver for DRRB og dets medlemmer, som nu kan se frem til en endnu bredere palet af rådgivningsmuligheder samt til at få adgang til Dansk Erhvervs barselsfond, siger DRRB’s formand, Jan Olsen.
Han uddyber, at samarbejdet ligeledes vil frigøre ressourcer hos DRRB, der kan bruges til at styrke og videreudvikle serviceydelser og til at profilere branchen og den værdiskabelse, der bidrages med til dansk erhvervsliv.
Hos Dansk Erhverv ser man ligeledes frem til samarbejdet, som indledes ved årsskiftet.
– De 81 medlemmer er centrale spillere i dansk erhvervsliv, og er derfor helt naturlige samarbejdspartnere for os. Vi ser frem til at kunne trække på DRRB’s specialiserede viden og erfaring med reklamebranchen, ligesom det glæder os at tilbyde medlemmerne adgang til vores mange rådgivningsydelser og services, siger Christian Tanggaard Ingemann, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.