Pilen peger ikke ligefrem opad i den danske bureaubranche, men at hvert fjerde danske bureau skulle være i overhængende fare for at dreje nøglen om, er ikke et billede, som Tine Aurvig-Huggenberger, direktør i bureauernes brancheforening, DRRB, kan genkende.
– De danske bureauer er lige så pressede som resten af det danske erhvervsliv, men at bureaubranchen skulle være særligt hårdt ramt har jeg svært ved at tage for gode varer, siger hun.
Udmeldingen kommer i kølvandet på en undersøgelse foretaget af kreditvurderingsinstituttet Experian.
Undersøgelsen viser, at 24,4 procent af bureauerne er i konkursfare, og det kan betyde, at der snart skal reduceres kraftigt i antallet af bureauer.
Hvis det holder stik, vil 69 af de nuværende bureauer (af de hele 848, som undersøgelsen omfatter, red.) være fortid om 12-24 måneder, enten på grund af konkurs, rekonstruktion eller tvangsopløsning.
Undersøgelsen er baseret på de seneste opgjorte regnskaber fra bureauerne, og de skal vise både et underskud og en egenkapital, som er lavere end selskabskapitalen, for at bureauerne ender i farezonen i undersøgelsen.
Bureaubranchen er ifølge opgørelsen langt hårdere presset end brancher som bygge og anlæg, landbruget og finansielle virksomheder.
– Vores egne tal for økonomien blandt medlemmerne af DRRB viser ikke den samme negative tendens. Som sagt er det klart, at bureauerne er pressede som alle andre i dansk erhvervsliv, men det står slet ikke så dårligt til, som analysen konkluderer, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
DRRB har 73 medlemmer, og i årets store brancheanalyse (fra Dansk Brancheanalyse) deltager 267 bureuaer. Hvor de sidste 581 bureauer, som optræder i Experians undersøgelse af bureaubranchen, stammer fra, står hen i det uvisse.