Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) har nu indledt realitetsforhandlinger med analyseinstituttet GfK med henblik på at overtage produktionen af den årlige Image-analyse, som hidtil har været produceret af Vilstrup.
Analysen er den mest omfattende måling af annoncørers holdning til bureau-verdenen og rummer både en åben og en lukket del. I den åbne er der en række generelle vurderinger af bureau-verdenen og udviklingen på mediemarkedet, mens de deltagende bureauer i den lukkede får en konkret vurdering af, hvordan de opfattes i markedet af kunder og annoncører, der kender dem godt.
Afdelingschef Jan Mågård, DRRB, fortæller, at man har sonderet markedet og konstateret, at GfK og AC Nielsen AIM lå bedst til opgaven. De to har så afgivet et bud.
– Det var marginaler, der afgjorde det, men vi har altså valgt at satse på GfK, siger Jan Mågård.
Han siger videre om årsagen til skiftet.
– Vi har haft et godt samarbejde igennem 9 år, men inden for det seneste år er der sket en betydelig udskiftning af nøglepersoner hos Vilstrup. Derfor fandt vi det som en naturlig anledning til at undersøge, hvad andre kunne byde på af ideer. Og resultatet blev altså at vi valgte en anden leverandør, siger Jan Mågård. fin