Statsministeren var der. Det var den nyudnævnte nationalbankdirektør også. Og erhvervsministeren har allerede inviteret til kaffe. Dermed har DRRB’s nyudnævnte direktør Tine Aurvig-Huggenberger allerede tjent sin første månedsløn.
Derfor var det heller ingen overraskelse, at hendes bestyrelsesformand, Mona Juul, bød velkommen til den nye direktør på receptionen i Børsen med ordene:
– DRRB ønsker synlighed og politisk indflydelse. Det er derfor, vi har ansat Tine Aurvig-Huggenberger, sagde Mona Juul, tydeligvis tilfreds med fremmødet til en brancheorganisation, der aldrig tidligere har haft en tilsvarende politisk sværvægter på lønningslisten.
Og hvilket budskab skal den nye direktør så ”sælge” til politikerne og andre meningsdannere?
– Den kreative branche står for 7 procent af beskæftigelsen og 13 procent af værditilvæksten i samfundet, fortsatte Mona Juul. ”Dermed siger jeg også, at vi bidrager med noget positivt. Og det er vigtigt at få kommunikeret.”
Og der er ikke tvivl om, at Tine Aurvig-Huggenberger er i stand til at formidle de kendsgerninger. Også selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt undlod at kommentere Mona Juuls synspunkter, mens Lars Rohde ”venter lidt med at udtale mig om marketings bidrag til samfundets vækst.”
Til gengæld har Ole Sohn allerede inviteret den nye direktør ind på Slotsholmen. Drejer det sig mon om at få torpederet skatten på tilbudsaviser?
– Vi mødes og drøfter en lang række problemstillinger, fortalte Tine Aurvig-Huggenberger uden at afsløre for meget. Som næstformand i LO var hun anderledes bramfri, men i dag anbefaler rollen som vedholdende lobbyist til en anderledes tilbagetrukken kommunikation.
Skatten på tilbudsaviser er en ufattelig delikat sag for DRRB’s bureauer. Ingen i den gruppe forstår, hvorfor kommerciel kommunikation på print skal rammes specielt hårdt, når stort set al dansk og international ekspertise for længst har dokumenteret, at alle medier ”forurener” og forbruger energi med stort set samme kraft – her under også netmedier.
Det og meget andet skal den nye direktør drøfte med erhvervsminister Ole Sohn snarest. Som en af deltagerne i DRRB-receptionen formulerede sig stilfærdigt:
– Hvis Tine overbeviser Ole om at fjerne skatten eller fordeler den ud over alle medier, så skatten som et minimum overholder EU-reglerne, har hun flyttet DRRB op fra den støvede kælder og ind i på de bonede gulve. Mon ikke hun magter det?”
Det vil vise sig. Ole Sohn skænker kaffen op i løbet af de nærmeste uger.