Foranlediget af debatten om bureaukonkurrencer i sidste nummer af Markedsføring tager bureauernes brancheforening, DRRB, nu fat i sagen og sender fremover retningslinierne for bureaukonkurrencer til samtlige annoncører, der indbyder til konkurrencer. I første omgang vil retningslinierne blive sendt i forbindelse med alle offentligt indbudte konkurrencer, men direktør i DRRB, Finn Kern, understreger, at man også vil sende retningslinierne til andre annoncører, der afholder konkurrencer.
– Det vil ske i det omfang vi får information om, at der afholdes en konkurrence, siger Finn Kern, der bekræfter, at man ikke kun vil sende retningslinierne til medlemmer af Dansk Annoncørforening.
DRRB tager imod invitationen fra Dansk Annoncørforening, der i det seneste nummer af Markedsføring indbød brancheforeningen til en diskussion om retningslinierne.
– Vi vil en af de kommende dage tage en snak med Annoncørforeningen. Det kan være godt at gå retningslinjerne igennem og måske er der behov for enkelte, mindre præciseringer, siger Finn Kern, der dog i det store hele synes, at retningslinierne, der er ca. ti år gamle, som udgangspunkt er gode nok. Men det er også et spørgsmål om selvdisciplin, siger Finn Kern.
– Bureauerne kan nemt føle sig så presset i en konkurrence, at de kan fristes over evne til at levere mere end de burde. Derfor bør bureauerne være tilbageholdende og navnlig ikke gå på kompromis med deres ophavsret. Det skader nemlig ikke kun dem selv, men hele branchen, når et bureau giver køb på det som er vores eksistensberettigelse, siger han.
jür
I det næste nummer af Markedsføring, som udkommer i morgen, kan du læse om annoncørernes kendskab til retningslinierne. Vi har spurgt seks marketingchefer om deres viden om retningslinierne.