Efter næsten tre år som administrerende direktør og ansvarshavende redaktør på JydskeVestkysten har Mikael Kamber sagt ja til fremover at være mediedirektør i DR. Det oplyser dr.dk.
Kamber afløser dermed den tidligere mediedirektør Lars Grarup, som sagde sin stilling op for to måneder siden, og der er tilfredshed med valget i DR-toppen.
– Det er en tilfreds og enig bestyrelse, som har besluttet at ansætte Mikael Kamber som mediedirektør. Han kommer til DR med en solid baggrund i mediebranchen hos DR, TV 2 og JydskeVestkysten. DR’s nye ledelsesteam er nu fuldtalligt, og bestyrelsen ser frem til samarbejdet med hele det nye hold om de mange nye udfordringer, der venter, siger DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen.
Mikael Kamber har tidligere været ansat i DR på TV-Avisen fra 1993 til 1998, hvor han blandt andet var med til at starte DR’s nyhedstime fra klokken 21 til 22, hvorefter han blev chef for TV-Avisens magasiner.
Herefter var han i ni år ansat på TV 2, hvor han var chef og vært for nyhedsmagasinet Dags Dato og siden studievært på Nyhederne.