Public service er godt, bare ikke på de kommercielle mediers bekostning. Det siger kulturminister Carina Christensen (V) til dr.dk. Hun vil udvide DR’s forpligtelser til at “værditeste” alle nye idéer, inden de lanceres.
I dag skal DR sikre sig, at nye tiltag reelt opfylder et public-service-behov. Men kulturministeren ønsker at skærpe kravene, når den næste medieaftale skal på plads og træde i kraft 1. januar 2011.
– DR skal også tage konkurrencehensyn. De må ikke udkonkurrere de kommercielle medier, derfor vil jeg komme med et udspil til en ny udvidelse af værditesten, siger kulturministeren til dr.dk.
Kulturministerens besked kommer, efter at DR har fået ja til at gøre nyhedsstof gratis tilgængeligt på storskærme på biblioteker og togstationer. Og det er Konkurrenceforvridende, siger dagbladene.
DR håber, at skærmene også vil komme op i butikker, private firmaer, på rådhuse og i lufthavne. Nogle steder vil private firmaer kunne tjene penge på skærmene ved at sælge reklamespots mellem nyhederne. Men DR putter ikke nogen penge i lommen.
I dag laver DR selv en “værditest” af tjenesterne, mens Radio- og tv-nævnet kun ser på, om tjenesten er tilgængelig for alle og opfylder demokratiske, kulturelle og sociale behov.
/ritzau/