DSB skal være mere forretningsorienteret, dobbeltarbejde skal fjernes, og virksomheden effektiviseres. Det fastslår DSBs adm. direktør, Søren Eriksen, og præsenterer til formålet en ny organisation, hvor den mest vidtgående ændring er ansættelsen af en kommerciel direktør.

Den nye direktør får ansvar for detail, international, forretningsudvikling, markedsføring, rejsekortprojektet og design.

– En ny organisation gør det ikke jo ikke alene. Men det er midlet til at nå derhen, hvor vi vil. Kunder og medarbejdere skal være i centrum, og det kommer de med en stærk kommerciel direktør, siger Søren Eriksen.

Lige så godt som DSBs produkt er, lige så ydmyge har ledere og ansatte været. Produktet skal ifølge Søren Eriksen aktiveres til at tage markedsandele, og ydmygheden – den skal der skæres i.

– Nu sætter vi os i førersædet og bliver proaktive, siger Søren Eriksen og uddyber:

– Markedsføring skal sikre vores fremtid, og den skal levere ydelser til både fjern- og regionaltog og til S-tog, som har ”købt” sin markedsføring hos Salg. I DSB har vi været lidt for meget optaget af at tænke i politiske rammer. Det har sandsynligvis lagt bånd på vores ageren, men nu skal der være nogle i den øverste ledelse, som kun tænker på at drive forretning og ser langt strategisk, siger Søren Eriksen.

Organisationsændringerne omfatter også en direktør til S-tog, hvor Gert Frost i dag er konstitueret, og en direktør til den nyoprettede Fjern- & Regionaltog.

Salgsdirektør Bjørn Wahlsten og produktionsdirektør Jørn Webler får deres ansvarsområder lagt ind under hver af de to tog-direktører. Og sammen med eksterne og andre interne kandidater kan Wahlsten og Webler så søge de ledige direktørstillinger. DSB har vis erfaring i at vægte statsbane-erfaring højt, når direktørposter skal besættes.

Den nye organisation er netop trådt i kraft, og den ventes at være helt på plads efter sommer.

peng