Se billeder fra Arnold her
Så lykkedes det endelig. DSB-kampagnen med Harry og Bahnsen fik den højeste anerkendelse ved en reklame-pris, da den i aftes blev belønnet med en Arnold. Der skulle dog en noget anderledes film i form af en musik-videoagtig ”gå-i-byen” film til. Den blev belønnet med en Instruktions-Arnold. Ideen i kampagnen har jo aldrig rigtig fundet nåde i reklame-branchen.
– I juryen fandt vi, at der var megen nyskabelse i filmen. Det er ikke bare en plysdukke og en fantastisk skuespiller, men to fyre man gerne selv ville en tur i byen med. Derfor den fortjente Arnold, siger Anouska Sinding, kreativ direktør i Publicis og formand for juryen.
– Jeg kan på resultaterne se, at vi i juryen var meget enige om, hvem der skulle vinde ved Arnold05. Og jeg synes, at det bestemt er nogle værdige vindere og diplommodtagere, vi har fundet i år, forklarer Anouska Sinding og fortsætter:
– Både ideerne og eksekveringen er af høj kvalitet.
Samtidig mener hun med en baggrund som dansk medlem af filmjuryen ved Cannes Lions 2005 (”VM i reklame”), at vinderne bestemt er i international klasse.
– For eksempel ville både Ekstra Bladets og Lalandias vinderfilm sagtens kunne klare sig i udlandet – for blot at nævne to.
Flere af vinderne bliver hædret både af den professionelle jury og af publikums-juryen. Det synes juryformanden ikke er tegn på, at den professionelle jury bedømmer for traditionelt.
– Vi er stolte over, at Fakta får en Arnold af publikum og et Idé-diplom af den professionelle jury. Stregkode-filmene var oppe mod et stærkt felt, men er bestemt en bemærkelsesværdig film. Og jeg synes, at sammenfaldet illustrerer, at juryen har haft den helt reelle kasket på og har føling med, hvad der også fænger blandt reklamebrugerne. Hvilket nok også understreges af, at DSB i år for første gang vinder en Arnold for Harry og Bahnsen.