Et af årets mest
udskældte nye reklamemedier har uden tvivl været tv-skærmene i DSB’s S-toge.
Protesterne fik i slutningen af august DSB til at skrue ned for lyden på skærmene, og senere slukke den helt i ”en test-periode”.
Men nu lover DSB’s salgsdirektør Niklas Marshall, at lyden ikke kommer tilbage – medmindre passagererne ønsker den tilbage.
– Der er ingen tvivl: Lige nu er der ingen af vores kunder, der ønsker lyd fra skærmene, og de får ikke lyden tilbage, sålænge den holdning er fremherskende, siger Niklas Marshall til Tjek.dk.
Utilfredsheden viste sig blandt andet meget udtalt i en stor kundeundersøgelse, som DSB har foretaget. Til gengæld viser kundeundersøgelsen, at passagererne er glade for skærmene nu, hvor de er lydløse.
– Vi prøvede det af i den forløbne weekend, hvor vi havde et større nedbrud i trafikken, og der virkede det godt. Med de informationer vi kunne sende ud målrettet til hvert enkelt S-tog fik vi taget stressen af ude på banen, og målrettet information af den type vil vi arbejde på at videreudvikle, siger Niklas Marshall.