Problemerne på skinnerne har fået konsekvenser fortæller underdirektør i DSB Christian Bjerring, alias Harrys far, til Markedsføring. På tirsdagens ledelsesmøde i DSB blev det besluttet, at de kommende uger skal stå i informationens tegn. Selv om Harry indiskutabelt er god for DSB, analyser viser, at Harry skaber både salg og sympati, så bliver han neddroslet i de kommende uger. Svaret på sommerens problemer er ikke humor og reklame, men reel trafikinformation.
– Det er ikke et spørgsmål om Harry eller ikke Harry. Det, vi har brug for, er et både og. Vi skal ikke overlade spillebanen til vores kritikere, og derfor må vi ud og give reel information om trafikproblemerne, siger Christian Bjerring.
Han er allerede i gang med at planlægge den kommende informationskampagne, som har to hovedelementer: For det første en informationskampagne på print i en saglig – læs ikke humoristisk – tone, og derudover opgraderet trafikinformation, så både kunder og medarbejdere bliver bedre informeret. MSOL