Der tegner sig et politisk flertal for at omdanne DSB til et aktieselskab med private medejere. Den sandsynlige model er bygget som en model med et statsligt holdingselskab i toppen, og hvor stort set alle opgaver løses i en række helt eller delvist privatejede datterselskaber. Det er Lars Barfoed, trafikministeren, der har meldt idéerne ud, og allerede mener at have et politisk flertal bag forslaget. Og han mener endda, at nogle af DSB’s aktiviteter kan frasælges.
– Man kan f.eks. forestille sig, at stationerne placeres i et selskab, der kan frasælges. Andre datterselskaber, der står for eksempelvis togdriften, kan blive delvist privatiserede, siger Lars Barfoed. Han afviser i øvrigt en total privatisering af hele DSB.
Arriva har allerede meldt sig som interesseret konkurrent til DSB. Briterne mener at kunne stå for togdriften 25 pct. billigere end DSB, hvilket DSB afviser ”som det rene vrøvl.”
Berlingske Business side 6. Børsen side 10-11. Jyllands-Posten Erhverv side 7.