Koncernmarketingchef Christian Bjerring, DSB, beklager, at de netop udsendte licitationspapirer over selskabets reklamebudget kan misforstås således, at licitationen også omfatter håndteringen af mediebudgettet.
– Jeg erkender, at teksten kan opfattes således. Men det er ikke tilfældet. Vi har fornylig været igennem en licitation på mediebudgettet, hvor vi valgte OMD, og det står selvfølgelig fast, siger Christian Bjerring.
Licitations-betingelserne lægger op til, at bureauer skal byde på det samlede budget. Bureauerne kan altså ikke vælge at byde på f.eks. S-togs-budgettet alene.
– Vi har samlet alle reklameaktiviteter i en koncern-marketing-funktion, og derfor søger vi et bud på den samlede opgave – enten fra et full-service bureau eller en konstellation af bureauer, siger Christian Bjerring og tilføjer, at licitationen ikke er begrundet i utilfredshed med de nuværende samarbejdspartnere.
– S-togs-budgettet skulle i henhold til reglerne i licitation nu, mens de øvrige budgetter nærmer sig en licitation. Når vi tidligere på året aflyste S-togs licitationen, så var det dels, fordi vi ønskede at samle budgetterne, og dels af ressourcemæssige årsager. En licitation er ressourcekrævende, og nu har vi skubbet den ene og rykket den anden frem, siger Christian Bjerring.
Dialog og CRM-aktiviteter er ikke udspecificeret i licitations-materialet, og der kommer ikke en selvstændig licitation på dette område.
– Det er op til bureauerne at demonstrere, at de magter de discipliner, som DSB har brug for, og det vil principielt sige full-service. Dialog og CRM-aktiviteter fylder dog ikke meget i denne sammenhæng. På disse områder arbejder vi meget inhouse samt med E2E factory, og det har vi ingen planer om at ændre, siger Christian Bjerring. fin