Inden længe vil Harry & Bahnsen måske også diskutere Melodi Grand Prix, når de sammen rejser ud i verden. Det er i hvert fald, hvad marketingchef Christian Bjerring håber DSB får mulighed for at bruge Melodi Grand Prix sponsoratet til. Han siger også, at sponsoratet skal markere sammenhængen mellem rejse og oplevelse, og at det derfor ligger i naturlig forlængelse af en begivenhed som Melodi Grand Prixet. – Vi vil gerne være centralt placeret til en begivenhed, hvor alle smiler – for det kan være med til at løfte DSBs image ud af det lidt støvede. Det er således udelukkende af kommerciel interesse, at vi går ind i det her, siger Christian Bjerrring og understreger, at sponsoratet skal ses som et supplement til DSBs øvrige markedsføring. – Naturligvis overvejer vi, om Harry & Bahnsen skal have en rolle. Men det kommer altså an på, om vi kan nå at få det hele på plads. Sponsoratet er dog ikke bare en branding opgave, men også en opgave vi skal være med til at løfte, forklarer han og henfører til, at DSB i øjeblikket arbejder på, hvor mange ekstra tog, der skal indsættes den 11. og 12. maj. DSB åbner desuden om kort tid en særlig side på www.dsb.dk, hvoraf det fremgår, hvordan man lettest kommer til Parken med tog og bus. På hjemmesiden vil der også være en konkurrence, hvor man kan vinde både billetter og togrejse til forpremiere og generalprøve. De øvrige tre hovedsponsorer er TDC (Tele Danmark Communication), Deloitte & Touche samt firstviewbank.com. Danmarks Radio forhandler stadig med et par stykker mere og håber således at få de seks sponsorer, de tidligere har nævnt som deres ønske.