DSB’s administrerende direktør, Keld Sengeløv, er død kun 53 år gammel.
Keld Sengeløv døde under en privat rejse i weekenden, oplyser DSB.
Sengeløv har i ni år været DSB’s ansigt udadtil, og DSB’s
bestyrelsesformand, Mogens Granborg, appellerer til, at dødsfaldet ikke
vil give uro om virksomheden.
– Keld Sengeløvs død er et stort og lige nu uoverskueligt tab for DSB. Af
hensyn til DSB’s mange medarbejdere og virksomheden anmoder jeg
indtrængende alle om, at DSB får ro i den kommende tid, siger Mogens
Granborg.
Foreløbig er koncerndirektør Søren Eriksen konstitueret som
administrerende direktør.
Keld Sengeløv efterlader sig sin hustru og to sønner.
/ritzau/