Den seneste uge har danske banker forklaret deres privatkunder, at det bliver dyrere at låne penge, fordi det er blevet dyrere for bankerne selv at låne penge. Nye tal fra Nationalbanken viser imidlertid, at privatkunderne i august havde næsten 262 milliarder kroner mere stående i bankerne, end de har lånt.
Erhvervskunderne har omvendt lånt næsten 208 milliarder kroner mere, end de har stående i bankerne. Dermed har de et såkaldt indlånsunderskud.
Når bankerne låner til høje renter i udlandet, er det altså til at dække erhvervskundernes lån og ikke privatkundernes, vurderer analysefirmaet Mybanker, der lever af at sammenligne bankernes renter:
– Det er helt korrekt, at det er blevet dyrere at drive bank på grund af, at det er blevet dyrere at låne af andre banker. Men det er er erhvervskundernes og ikke privatkundernes lån, bankerne må låne dyrt for at finansiere, siger Morten Westergaard, der er partner i Mybanker, til Politiken.