Hvad gør du, når vennerne har tagget dig på et mildest talt uheldigt foto – måske fra en fugtig fest eller det, der er værre – og lagt det på Facebook uden din tilladelse?
Du kan naturligvis altid ringe til ”vennen” og bede vedkommende om at slette det, men nu stiller en ny, kampagne fra sikkerheds-virksomheden Securitas Direct et alternativ til rådighed.
Centralt i kampagnen er en mobil-app, Verisure Yourself, som gør det muligt at sende en verbal skideballe til de formastelige. En skideballe, der ankommer i form af en arrig ”Sergent Verisure”, som højlydt skælder ud på modtageren og beder vedkommende fjerne det uønskede billede.
Kampagnen har til formål både at sælge en ny type alarm – og at tiltrække ny arbejdskraft.
– Vi har høje vækstmål og for at finde de rigtige personer, tester vi nye måder at rekruttere på, siger Carina Wiklund, der er Brand and Communication Director hos Securitas Direct.
Pointen i app’en er at den skal bidrage til at sikre ens ”personlige brand” på nettet, inden det granskes af en eventuel arbejdsgiver, og med den anderledes og humoristiske tilgang satser Securitas Direct på at komme i dialog med unge voksne, som kunne være interesseret i et job som sikkerhedsrådgiver i firmaet.
– Vi oplever, at mange unge ikke tænker på at ”rydde op” i deres Facebook-verden, inden de begynder at søge job. I dag kan man søge og se stort set alle mulige personer på Facebook, og med de forkerte billeder er det nemt at blive misforstået eller ikke taget alvorligt. Med kampagnen vil vi gerne finde nye medarbejdere, men også gøre opmærksom på noget, som mange faktisk oplever som et problem, siger Carina Wiklund.
Hos det svenske bureau Join the Carnival, der står bag kampagnen, siger en af grundlæggerne, Patrik Danielsson om kampagnen:
– Hvis du vil have tillid og respekt fra denne målgruppe, skal du gøre sig fortjent til det. App’en skal aktivere budskaberne på en underholdende måde, men også styrke brandet som produkt og som arbejdsplads.
Især med henblik på det sidstnævnte, er der ud over app’en også produceret en stribe
film , der fortæller om arbejdet som sikkerhedsrådgiver hos Securitas Direct.
Og hvis nogen synes, de kender navnet Patrik Danielsson, så er det ikke helt forkert. Han er ganske vist svensk, men han er tidligere kreativ direktør på DDB i København, hvor han blandt andet har stået bag strategi og koncept for Royal Unibrews ”Tak Rock”, som fornylig vandt en pris ved Advertising Effektiveness Awards.
Et hurtigt kig på ”credit”-listen afslører i øvrigt, at instruktøren er dansk og hedder Uffe Truust, samt at produktionsselskabet bag den vrede sergent på mobil-app’en hedder The Kompany – det ligger ganske vist i LA, men er etableret og ejet at tre kreative danske herrer – Kasper Graversen, Michael Hansen og Tue Walin Storm.
Stuff Productions (Christoph Johansen) har produceret dokumentarfilmene om arbejdet som sikkerhedsrådgiver hos Securitas Direct.
Du kan besøge Facebook-siden
her, eller se case-filmen herunder.
/embed>/embed>