Det Interpublic-ejede amerikanske bureau The Martin Agency, valgte en anderledes tilgang til tingene, da man i sidste uge måtte fyre 24 medarbejdere.
Ganske vist stod afskedigelserne ikke til at ændre, men nu har bureauet fulgt fyringerne op med et tilbud til mulige kommende arbejdsgivere.
Bureauet tilbyder simpelthen at betale halvdelen af den første månedsløn – dog max. 4.000 dollar, svarende til knap 24.000 kroner – til den nye arbejdsgiver, hvis ansættelsen sker inden maj.
Det fortæller adage.com.
Det lyder måske ikke af meget, men samlet set kan det løbe op i næsten 600.000 kroner.
Beth Rilee-Kelley, der er partner og HR-chef hos The Martin Agency siger:
– Vi prøver at tænke kreativt i forhold til, hvordan vi kan hjælpe de medarbejdere, vi har måttet afskedige. Det er vigtigt, at vi hjælper dem med at lande på fødderne igen.
The Martin Agency tæller blandt andet supermarkeds-giganten Walmart og transportvirksomheden UPS blandt kunderne.
sit