Københavns Erhvervsakademi – måske mere kendt under forkortelsen KEA – valgte tidligere på året Liquidminds som ny bureaupartner i bestræbelserne på at øge kendskabet til de praksisrettede uddannelser, de tilbyder.

Nu er den første kampagne som resultat af samarbejdet i luften. Her hyldes de studerende, og kampagnen skal samtidig vise essensen af KEA, som er samlet i sætningen: ”Du skal ikke bare vide, du skal kunne”.

Dermed går kampagnen hånd i hånd med erhvervsakademiets strategi, lyder det fra Helle Hauch Fenger, marketing manager på KEA.

– Vi vil gerne vise, at vores studerende er seje, og at vi er stolte af dem. Kampagnen portrætterer vores studerende og den viser, hvordan de omsætter viden til produkter, og hvad de drømmer om at bruge deres kunnen til, siger hun.

En lang proces

Kampagnen er som nævnt udviklet i samarbejde med bureaupartneren Liquidminds, og den nye kommunikation er resultatet af en fire måneder lang proces.

– Sammen med Liquidminds har vi fundet tilbage på sporet og ind til kernen af, hvad KEA er, altså studier der forener teori og praksis. Målet er at øge kendskabet til KEA, og det, der gør KEA til et særligt sted at studere, siger Helle Hauch Fenger.

Og hvad er det særlige i KEA’s DNA?

– Det er kombinationen af teori og praksis, og vi går i markedsføringen tilbage til rødderne og forsøger at tale i øjenhøjde med de unge. Vi er mindre urban, cool og distancerende end tidligere og fortæller i stedet ægte historier om ægte studerende, siger Helle Hauch Fenger.

En bred kampagne

Kampagnen favner både fuldtids- og deltidsuddannelser med et fælles visuelt set-up, hvor de studerende taler, og dermed fortæller historien om KEA, hvilket gerne skulle give en mere troværdig afmelding over for målgruppen.

Den blev skudt i gang med et kæmpebanner – der viser Multimediedesign-studerende Alexander – på facaden af KEA’s campus på Guldbergsgade ud mod Empire Bio.

I dag går kampagnen så i luften på et kampagnesite og på de sociale medier. Dertil kommer plakater i byen – ikke på busstoppesteder, men de steder unge mødes – ligesom KEA’s nye kampagne bliver synlig i de københavnske cafeers postkort-stativer.

Endelig spredes budskabet også i KEAs eget miljø, og det hele kulminerer med en af årets største events for institutionen, KEA Connect åbent Hus, der løber af stablen 2. november på Guldbergsgade.