Lars Bartkærs meritter tæller en sølv-løve for Mercedes-Benz-filmen ”Dreams” tilbage i 2009 – og siden har Lars Bartkær været en attraktiv samarbejdspartner for såvel danske som udenlandske produktionsselskaber.

Nu har Duckling snuppet ham fra Bacon, hvor han har post producer. Inden da var han otte år hos Ghost, hvor han bl.a. var med til at sætte nye standarder for det tekniske niveau i visual effects med Legos ambitiøse BIONICLE-univers.

Adspurgt om den næste store landvinding inden for faget, peger Lars Bartkær dog ikke i en teknisk retning.

– VFX-branchen er en moderne frontrunner på det teknologiske område. Men når det kommer til ledelse, er der fortsat meget at hente. Mange steder er der ikke opmærksomhed nok på medarbejderledelse, fordi man tror, at medarbejdernes brændende interesse for film betyder, at de så ikke har brug for ledelse og talentudvikling. Der ligger et stort uudnyttet potentiale ved at fokusere mere på værdier, trivsel og ledelse i filmbranchen – og det ved jeg, man anerkender her hos Duckling, såjeg ser frem til at yde mit bidrag, siger Lars Bartkær, som siden 1. februar har været at finde på Ducklings matrikel på Sankt Annæ Plads i København.

Lars Bartkær har haft flere store Hollywood-produktioner på sit arbejdsbord. I 2011 brugte han flere måneder på effekter og detaljer i Mission: Impossible – Ghost Protocol, der havde premiere tidligere i år. Og før det har han arbejdet på produktioner med Spiderman-instruktøren Sam Raimi og på film med skuespillere som Robert de Niro og Michelle Pfeiffer.

Duckling er specialiseret i postproduktion og efterbehandling af film og har godt 35 medarbejdere. Virksomheden er en del af M2-koncernen, som for nylig annoncerede ansættelsen af tidligere DR-generaldirektør, Kenneth Plummer som adm. direktør. Duckling løser opgaver for bl.a. Lego, McCann og Hjaltelin Stahl & Co.

Læs mere om Duckling her.