Gaderæs, alkohol og hurtig kærlighed.
Det er nøgleordene i filmen “Lev Stærkt”, der får biografpremiere over hele landet torsdag den 26. juni.
For at skabe opmærksomhed omkring filmen iværksatte tre Dentsu Aegis-bureauer, Vizeum, Isobar og Posterscope, sammen med Nordisk Film, Zentropa og outdoor-udbyderen AFA JCDecaux en solid gang prankvertising.
Det gik ud over flere københavnere, som intetanende stod og ventede fredeligt på bussen, da de pludselig så en bil komme flyvende gennem luften. Med retning direkte mod busskuret…
Live-feed og 3D
Illusion blev skabt ved at kombinere et live-feed af den pågældende gade med 3D animationer af bilen, der forulykker på ægte Hollywood-manér.
”Ofrene” bliver efterfølgende mødt af to af filmens hovedrolleindehavere, Cyron Melville og Joakim Ingversen.
– Vi ser i højere og højere grad filmlanceringer tage udgangspunkt i mange andre elementer end den traditionelle trailer. “Anchorman 2” gjorde det i en ekstrem grad med Will Ferrell, der ”in character” både var med i reklamefilm for andre brands, nyhedsindslag osv. siger Vizeum-direktør Jesper Møller
– Vi havde en workshop med Nordisk Film omkring lanceringsstrategien og blev hurtigt enige om, at vi på “Lev Stærkt” skulle forsøge at få filmens univers ud at leve på en utraditionel måde og – i mangel af et bedre ord – skabe noget content, der kunne blive en bærende del af lanceringsstrategien, fortsætter han.
Pepsi-inspiration
Derfor viste Vizuem Pepsi’s ”Unbelievable busstop”, der er skåret over samme læst, til Nordisk Film.
– Sammen med vores digitale bureau Isobar, outdoor-enheden Posterscope og AFA JCDecaux fik vi på meget kort tid stablet eventen på benene, og via Zentropa fik vi også skuespillerne fra filmen med på ideen, siger Jesper Møller.
Han fortæller, at det er et temmelig avanceret teknisk 3D set-up.
– Og vi har ikke haft i nærheden af det budget, Pepsi har. Så for os og Nordisk film har det primært handlet om at tage en lille del fra det traditionelle mediebudget og allokere til produktionen af noget content og så se, om vi via de digitale kanaler kan skabe noget indhold, som målgruppen tager til sig, så filmen ad den vej får mere opmærksomhed, end hvis vi blot havde pushet traileren ud på traditionel vis, siger Jesper Møller
Fine resultater
3D-pranken bakkes op af en nøje tilrettelagt digital strategi, PR-plan og en lang række af Nordisk Films egne kanaler.
De foreløbige resultater er gode. Filmen samlede i løbet af de første 72 timer over 155.000 visninger på Youtube, Facebook og eb.dk. På Facebook var klippet blevet delt over 240 gange.
Du kan se de stakkels københavneres reaktion på pranken – og det avancerede setup – i toppen af artiklen, og Pepsis ”Unbelievable busstop” kan du se her.