Brødgiganten Kohberg har lagt ny markedsføringsstrategi og sat et trecifret millionbeløb af til at få virksomheden op i gear efter et par sløje kvartaler.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Derfor skal virksomhedens brand have et ansigtsløft i form af et nyt logo, og en ny kampagne er også skudt i gang, fortæller Kohbergs topchef, Morten Hellesen, til Børsen.

Til at præsentere det nye Kohberg er dukkerne Anton og Mester, som Morten Hellesen håber, der bliver en fast bestanddel i brødkoncernens fremadrettede markedsføringsstrategi.

Og ”væk er skyggerne fra den mindre succesfulde reklamesatsning med realitystjernen Sidney Lee”, som det formuleres. Morten Hellesen mener, at det nye reklameunivers rammer kernebrugeren.

– Med den historik, vi har, vil denne kampagne gå lidt bedre i spænd. Og derfor tror vi, at denne her kampagne er bedre, end noget af det tidligere, vi har kastet os ud i, siger han.

Bureauet bag filmen er det fynske bureau Nørgård Mikkelsen, der i kølvandet på Sidney Lee-fiaskoen i fjor overtog budgettet fra Envision.

Du kan se en af Kohbergs nye ”dukkefilm” i toppen af artiklen.

Børsen/jml