Når duoen De Eneste To, i skikkelse af Simon Kvamm og Peter Sommer, senere på måneden udgiver deres deres længe ventede album, “Dobbeltliv”, bliver det i intime rammer og med afspilning på duoens nye transportable lydsystem.
De Eneste To har således valgt at fortsætte, hvor de slap for to år siden, da de i samarbejde med Hi-Fi Kubben fik stillet 20 Cerwin-Vega XLS215-højtalere til rådighed, som indgik i duoens sceneshow under årets Skanderborg Festival.
Dog bliver der skruet en anelse ned for lyden, når duoen lancerer sin nye album ved en forpremiere på Hi-Fi Klubbens “Hi-Fi Scene”.
Vanen tro stiller Hi-Fi Klubben optimale forhold til rådighed, og til De Eneste To har man specialbygget et nyt transportabelt musikanlæg, der kommer til at følge duoen rundt på deres kommende koncertturné. Og endnu engang er det Cerwin-Vega, der står de to kunstnere bi, om end der skruet ned for størrelsen og antallet af højtalere.
– I samarbejde med De Eneste To har vi ladet os inspirere af de utallige mobile sound-sytems, vi ser rundt omkring i gaderne og skabt et customized anlæg fra bunden fyldt med power og dynamik, som passer til netop deres lyd, siger Martin Kjær Skou, sponsorchef, Hi-Fi Klubben.
Hi-Fi Klubben har tidligere været vært for lignende arrangementer, hvor kunstnere som Trentemøller, When Saints Go Machine og senest Tina Dickow har præsenteret deres nye udgivelser med en eksklusiv afspilning for medlemmerne af Hi-Fi Klubbens kundeklub.
– Hi-Fi Scenen er en god undskyldning for at sætte sig ned og høre 39 minutters uafbrudt musik. Det er i hvert fald ekstremt sjældent, jeg selv gør det, siger Simon Kvamm.
Lanceringen af “Dobbeltliv” kommer til at foregå 14. november på klubben “Double Rainbow” bag Godsbanen i Aarhus, hvor publikum vil blive introduceret for detaljer og arbejdsprocesser af duoen selv.
– Den måde det organiske og det elektroniske kombineres er udviklet fra sidste album. Der er masser af maskine men samtidig masser af menneske bag maskinen, fortæller Simon Kvamm og
Peter Sommer supplerer:
– Guitarerne har fået en anden rolle med mere dybde og tryk på beatet. Man kan vel sige, at vi nu er mere kiggende mod USA end ned ad den tyske motorvej.
– Desuden har vi udfordret og leget en masse med den måde, vores stemmer lyder sammen, fordi de komplimenterer hinanden så tydeligt. Peter med den dybe – jeg med den høje, slutter Simon Kvamm.