28 bureaukonstellationer var i kamp om Forsvarets rekrutteringsbudget på 20 millioner kroner årligt. Med til det sidste var blandt andre det ”forsvarende” bureau Recommened, Kunde & Co, DDB og &Co.
Men det er lidt overraskende konsortiet Public Communication og RelationshusetGekko, der løb med budgettet for de næste to år.
Oberstløjtnant og chef for Forsvarets Rekruttering Bo Engelbreth siger om konkurrencen:
– Vi har fået rigtig mange gode tilbud på baggrund af udbudsmaterialet, og det har været en spændende udfordring for Forsvarets Rekruttering. Det høje niveau i tilbuddene har gjort valget af fremtidig samarbejdspartner vanskelig, men når vi går ned i detaljen, så er der én som byder på mere end de andre – konsortiet Public Communication og RelationshusetGekko, siger han.
– Udbudsarbejdet gav os en erkendelse af, at vi har et behov for at blive udfordret på nye måder og fra nye vinkler, således vi forsat kan udvikle rekrutteringen og sikre Forsvaret kvalificerede medarbejdere, fortsætter Bo Engelbreth, der samtidig har roser til det afgående bureau:
– Forsvarets Rekruttering har haft et yderst konstruktivt og positivt samarbejde med reklamebureauet Recommended gennem en del år, men udbuddet har åbnet op for nye tilgange til den kommende rekruttering, hvilket har resulteret i en ny samarbejdspartner.