Durex er et brand under Reckitt Benckiser, der er blandt verdens største på FMCG-markedet. Virksomheden tæller velkendte brands inden for home, hygiene og health, der sælges i mere end 180 lande, herunder Strepsils, Veet, Vanish og Cillit Bang. 
I brandporteføljen findes altså også Durex, verdens førende producent af kondomer. Det var en ambition om at øge onlinesalget af deres nuværende produkter samt forny et forældet brandsite og webshop, der ledte Durex til en afsøgning af det digitale bureaumarked. En afsøgning der endte på et valg af Creuna. 
– Vores nuværende site er forældet og skaber ikke den værdi vi ønsker. Creuna har fingeren på pulsen, og vi er begejstrede over deres holistiske tilgang og agile metoder, der bringer os hurtigere til markedet, med den løsning vi har behov for, udtaler Henrik von Lowzow, Digital Manager Nordics hos Reckitt Benckiser. 
Udfordringen for Creuna er at skabe en bedre sammenhæng mellem Durex-brandet og deres webshop. Ambitionen er at tage en større andel af onlinesalget af Durex worldwide – et salg, som ud over Durex selv, varetages af online-forhandlere. 
– Vi ser frem til at samarbejde med Durex om at videreudvikle deres brand, som har rigtig mange år på bagen og et rigtig godt renomme i forvejen. Nu vil vi kommercialisere Durex yderligere online og få renomme og forretning til at gå endnu bedre hånd i hånd, slutter Thomas Kruse Andersen, Director, Clients & Sales hos Creuna.