– Vi kan ikke blive ved med at tage for givet, at alle medarbejdere har en velfunderet forståelse af virksomheden. Derfor har vi ønsket at styrke organisationen, inden filmen risikerer at knække, siger adm. direktør Peter Grønne fra Dwarf.
Så nu har webbureauet sat gang i en ny intern kampagne med en online-del og en sms-del, som skal forankre kendskabet til bureauets strategiske og forretningsmæssige grundlag med forskellige former for edutainment.
Kampagnen er bl.a. bygget op omkring konkurrencer med spørgsmål om virksomhedens strategi på web og sms.
Medarbejderne kan så her optjene point, der kan bruges i en intern shop, hvor præmierne omfatter ting som vin, t-shirts og paraplyer. Men det er også muligt at vinde direktørens p-plads eller burgere til hele virksomheden.
– Vi har taget udgangspunkt i de erfaringer, vi har med at udvikle kampagner og sites til vores kunder. Vi ved, hvad der virker, og denne viden har vi brugt i forhold til vores interne kommunikation, siger Peter Grønne.
Venter vækst
Han venter i øvrigt – trods krisetider – fortsat vækst for sit bureau.
– Fordi vi kontinuerligt arbejder med at lave online-løsninger, der giver synlig værdi for vores kunder, oplever vi netop en stigende interesse i denne tid, hvor virksomhederne dropper de investeringer, der blot handler om branding, siger Peter Grønne.
Dwarf blev stiftet i 2000 og har i dag 40 medarbejdere. Bureauet er igen i år udnævnt til Gazelle-virksomhed af Dagbladet Børsen med en vækst på 37 pct. i bruttofortjenesten.