Selv om respekten for kreditvurderingsinstituttets konklusioner er faldet voldsomt efter finanskrisen, er danske banker fortsat afhængige af rating, når der skal hentes finansiering i udlandet. Det vækker dyb frustration i den danske finansverden.
Det første hak i kredittuden kom under finanskrisen. Amerikanske banker med den absolut bedste kreditvurdering bukkede under. Siden fulgte tre islandske banker, og herhjemme er både Roskilde Bank og senest Amagerbanken kollapset på trods af blåstemplinger fra Moody’s. Men selv om eksemplerne på, hvordan ratingbureauet gentagne gange har taget fejl i deres konklusioner om bankernes styrke, er Moody’s-ratingen fortsat uundværlig for de banker, som skal hente finansiering i udlandet.
Lige nu er kreditvurderingsinstitutttet på rundtur blandt danske banker for at kigge på, om deres rating skal have endnu et hak nedad efter mavepusteren i februar, hvor fem banker blev nedvurderet på baggrund af sammenbruddet på Amager.