Jysk er tilbage i overhalingsbanen efter krisen, som midlertidigt satte væksten på hold i den ekspansionsivrige dynekoncern, skriver dagbladet Børsen. Lars Larsen har i det seneste regnskabsår skovlet over 2 mia. kr. ind på driften af sin virksomhed.
Hver en krone bliver nu satset på yderligere ekspansion. Det gælder ikke mindst på det kinesiske marked, hvor Jysk åbnede sine første butikker i foråret. Men hvor koncernens tyske selskab Dänisches Bettenlager buldrer derudaf, øjner Jysk mørke skyer forude i andre dele af Europa, specielt i Central- og Østeuropa, hvor besparelser på de offentlige budgetter ventes at gøre indhug i forretningen i det kommende år.
– Vi har haft en fantastisk år i Tyskland. Det bedste nogensinde både omsætnings- og indtjeningsmæssigt. Tyskland er ikke ramt af krisen i samme omfang som resten af Europa. Det gør, at vi ser et stort vækstpotentiale, selvom vi allerede har 750 butikker i Tyskland, siger Lars Larsen.
Borsen.dk