SAS vil gerne lokke flere kunder til at købe de dyre pladser forrest i selskabets fly.

Det skal opnås gennem et nyt servicekoncept, der på søndag afløser Business Class.

Det skriver Jyllands-Posten. Det nye koncept, kaldet SAS Plus, bliver gennemsnitlig 30 pct. billigere end det tidligere Business Class.

– Interessen for at flyve på Business Class er faldet markant i løbet af de seneste år. Nu indfører vi et nyt servicekoncept med en række fordele for dem, som rejser hyppigt. Ved at sænke priserne forventer vi, at flere vil vælge vores bedste produkt,” siger Flemming Jensen, koncerndirektør i SAS, til Jyllands-Posten.

SAS har tidligere haft tre forskellige servicetilbud i form af Business Class, Economy Extra og Economy.

De bliver nu reduceret i antal til to koncepter, SAS Plus, der erstatter Business Class, og SAS Go, erstatter de to Economy klasser.

Det nye servicekoncept indføres for at dæmme op for tabet af Business Class kunder i SAS, der har ramt flyselskabet ekstra hårdt, fordi indtjeningen har været højere på de dyrere billetter.

/ritzau/Jyllands-Posten