De viste metoder i programmet ”Hundehviskeren”, der kører på TV2 hver onsdag aften, repræsenterer, ifølge Dyrenes Beskyttelse, et tilbageskridt i forhold til mere tidssvarende og hensigtsmæssige metoder, som er baseret på den nyeste viden om indlæringspsykologi og hundens adfærd. Dyrenes Beskyttelse vil derfor opfordre TV2 til at stoppe programmet.
Dyrenes Beskyttelse vil kraftigt advare hundeejere mod selv at anvende de viste metoder. Selvom de umiddelbart ser ud til at virke på TV, kan det gå alvorligt galt – både for hunden og ejeren. Har man problemer med sin hunds adfærd bør man søge professionel hjælp til at få dem løst – f.eks. hos dyrlæger med speciale i adfærdsbehandling (www.dskve.dk) eller hos privatpraktiserende adfærdsbehandlere (www.paff.dk). Kilde: www.dyrenes-beskyttelse.dk