Digitaliseringen har sendt chokbølger gennem ikke mindst den grafiske branche de sidste 30 år.

Herhjemme er de hårde branchevilkår ikke blevet forbedret af et hul i den danske momslovgivning for danske magasiner.

Et hul, der ifølge Grafisk Arbejdsgiverforening ikke blot har kostet op mod 600 danske arbejdspladser, men også danske virksomheder godt to milliarder kroner i omsætning.

Momshullet – der i forskellig udformning har været åbent i mere end 10 år – har medført, at danske magasiner er blevet sendt ud af EU for at blive trykt, hvorefter de glittede blade er blevet returneret til Danmark uden moms.

Den danske statskasse er på den måde gået glip af momsindtægter på mindst 60 mio. kr. om året i samme periode, fordi omkring 40 pct. af alle danske magasiner har taget turen.

Momsfinte med effekt

Og her taler vi altså ikke om, at de er blevet trykt i Østeuropa på grund af lavere lønomkostninger, men derimod i Schweiz og Norge på grund af de ulige momsvilkår. Men nu er der gode nyheder på vej, fortæller Thomas Torp, administrerende direktør i Grafisk Arbejdsgiverforening.

– Regeringen har besluttet sig for en ny model på magasinmomsen, der løser problemet i forhold til arbejdspladserne. Vi er meget tilfredse med, at vores tætte dialog med skatteministeren og de politiske partier har skabt resultater, siger han og fortæller om et konstruktivt forløb i 2014, hvor direktøren har haft sagen øverst på sin dagsorden.

– Det er endelig lykkedes at komme frem til en ukompliceret løsning på problemet, men det har mildt sagt været et langstrakt forløb, siger han.

Og det er det svært at være uenig i. Historien begyndte for snart længe siden på Ålandsøerne i den Botniske bugt mellem Sverige og Finland, der har EU-særstatus som frihandelsområde.

Her blev svenske magasiner sejlet til hovedbyen Mariehamn og så tilbage til Sverige. En snu manøvre, der betød, at der ikke skulle betales moms.

Det ville Sveriges daværende statsminister Göran Persson ikke finde sig i, og de svenske parlamentarikere sænkede magasinmomsen i 2002 fra 25 pct. til dagbladenes niveau, nemlig seks pct.

Danske magasiner til Åland

Med ét slag var Ålandsmodellen ikke længere attraktiv for de svenske udgivere, men nu fik danske udgivere øje på mulighederne. I Danmark har vi en magasinmoms på 25 pct., så de danske udgiveres fordel var svær at overse. Socialdemokraterne frygtede allerede dengang, at staten ville gå glip af indtægter og rejste sagen i Folketinget i 2003, hvor daværende skatteminister Kristian Jensen (V) gik ind i sagen.

Han fik lukket Ålandsmodellen, så det ikke længere kunne lade sig gøre at sende EU-producerede magasiner en tur omkring Ålandsøerne og slippe for moms. Udgivere kunne dog stadig sende magasiner momsfrit til privatpersoner.

Så et momshul blev lukket, og et andet åbnede sig. Udgivere kunne nu trykke deres magasiner i lande som Norge og Schweiz og herefter sende dem til Danmark uden at blive momset.

I februar 2012 sker der endelig noget nyt, da et forslag om at momse importerede magasiner fra ikke-EU-lande var grydeklart. Det er sat til afstemning torsdag den 1. marts, men så sker der noget.

Statsminister HelleThorning-Schmidt skal mødes med Barack Obama, og han tager sagen op, og ændringen af loven om moms på magasiner blev ikke gennemført.

Men nu er det altså besluttet at lukke hullet, og det er glædeligt, gentager Thomas Torp, administrerende direktør i Grafisk Arbejdsgiverforening.

– Dermed er vores mål opnået. Vi får skabt mere lige konkurrencebetingelser, nu hvor den ulige moms er elimineret. Jeg er ikke i tvivl om, at denne løsning skaber både vækst og arbejdspladser i den grafiske branche i de kommende år, slutter han.