e-Boks hedder den nye sponsor for det kvindelige håndboldlandshold. Firmaet, der kun har eksisteret i en måned, vil give danskerne mulighed for at modtage den mere forretningsmæssige post i en form for “postbox på nettet”.
– Til at gøre e-Boks hurtigst kendt lægger vi os op af et værdisæt, som er kendt for dynamik og handlekraft, siger Henrik Andersen, adm. direktør for e-Boks.
Meningen med e-Boks er, at det skal bruges via internettet. Her skal brugeren kunne opbevare sikkert indholdet af sine rudekuverter i elektronisk form, i stedet for det gamle papirsystem. Ifølge e-Boks kan virksomheder og offentlige myndigheder, der afsender rudekuverter spare op til 80 procent af dagens omkostninger ved traditionel postombringning, og så giver elektronikken nye muligheder for dialog med modtagerne. KMD og Dmdata, der hver ejer 50 procent af e-Boks, er de to største afsendere af forretningsmæssig post i Danmark..
Sponsoratet med landsholdet udgør kun det ene af markedsføringsplanen med e-Boks. Derudover vil der blive gennemført en BtC-kampagne efter sommerferien.
I forbindelse med sponsoratet planlægger e-Boks at ansætte en af håndboldpigerne som koordinator i relation til håndbold. Personen skal være bindeled mellem e-Boks og de håndboldlandshold som indgår i sponsoratet.
– Der er en stor eventkalender, som skal gennemføres. Vi vil derfor går mere ind i sponsoratet end blot at være til stede på bluserne, siger Henrik Andersen, der bl.a. vil bruge kontakten til håndboldforbundet til at lave store interne arrangementer mellem de to virksomheder.
– Vi er klar over at det er et nyt hold, men vi er også en ny virksomhed. Den største synergi mellem os og håndboldpigerne opstår dog bedst ved ægte involvering, og hvis pigerne respekterer produktet, siger han.
jür