Da værktøjsgrossisten Carl Ras i 2005 gik i luften med e-handel, tidoblede selskabet omsætningen.
Webbureauet Adapt har været med hele vejen, og selskabet glæder sig til at følge udviklingen på den nye mobile platform.  Grossistvirksomheden tilbyder således fra i dag mobil e-handel til deres kunder, som kan købe over 27.000 varer direkte på mobilen.
– Vi ved godt, at salget ikke vokser voldsomt lige med det samme, men mange håndværkere har allerede i dag en såkaldt smartphone, så det er kun et spørgsmål om tid, før de tager den nye mobile platform til sig. Det var nøjagtig de samme tegn, vi så, dengang almindelig e-handel begyndte at røre på sig, fortæller partner Carsten Anthonisen fra Adapt, som er kundeansvarlig på projektet.

Carl Ras’ primære målgruppe er håndværkerne, som tit står på en byggeplads uden pc. Nu kan de bestille og købe varer direkte over mobiltelefonen, og mobilen bliver med andre ord et nyt digitalt arbejdsredskab på byggepladserne.

– Den mobile e-handelsplatform er bygget op på samme måde som vores hjemmeside, hvor du logger ind på din konto i vores e-shop fra en pc, forklarer Kurt Hindkjær, der er webmanager i Carl Ras.

– Problemet er bare, at pc’en ikke altid kan tages med på byggepladsen, i skurvognen eller varevognen. Men app’en (som fås til både iPhone og Android mobiltelefoner) giver i princippet kunden hele vores varesortiment i lommen, fortæller Kurt Hindkjær.
Den nye mobile e-handelsløsning ligner den nuværende e-handelsløsning på carl-ras.dk, men er mere fokuseret på den mobile brugssituation med tilhørende mindre skærmstørrelse.

Kunden kan søge på alle varerne og se billeder, priser, relaterede varer og varebeskrivelser. Desuden kan kunden finde og genbestille varer fra sin personlige indkøbsliste, lave kvikbestillinger og tjekke lagerstatus samt leveringstid på varer.

– Det er vigtigt at påpege, at det ikke er en platformsafhængig app, men derimod en mobil version af Carl Ras’ website. Når kunden klikker ind på vores hjemmeside på mobilen, vil den automatisk blive tilpasset til en mobil browser, slutter Carsten Anthonisen fra Adapt.